ADHD2025-02-27T14:42:59+01:00
ADHD - Psykologhuset Enigma

ADHD

Hvad er ADHD?

ADHD står for den engelske betegnelse attention-deficit/hyperactivity disorder, som på dansk kan oversættes til opmærksomheds- og aktivitetsforstyrrelse.

Personer med ADHD oplever udfordringer med det, vi kalder “hjernens kognitive funktioner.” Deres evne til at styre fokus og tanker samt regulere følelser og handlinger udvikler sig ikke i samme tempo eller på samme måde som hos de fleste. Hjernen mangler visse stoffer, der er nødvendige for at sikre, at de forskellige områder i hjernen kan arbejde sammen, hvilket påvirker opmærksomhed, koncentration og hukommelse.

Psykologhuset Enigma

Tegn på at du måske har ADHD

Selvom kernevanskelighederne ved ADHD er forstyrrelser i opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet kan ADHD’ens udtryk kan være forskellig fra person til person. Det er meget forskelligt, hvordan den enkeltes liv er påvirket, men en række mulige tegn på ADHD kan være, at du i flere situationer har svært ved:

  • At koncentrere dig i længere tid
  • Sidde stille
  • Huske aftaler
  • Klare forandringer
  • Styre dit temperament
  • Møde til tiden
  • Tålmodighed
  • Komme op om morgenen
  • Komme i seng om aftenen
  • Falde i søvn
  • Komme i gang med en opgave
  • Blive færdig med opgaver
  • Bevare overblikket
  • Modtagere flere beskeder på én gang
  • Tage offentlig transport
  • Bevare venskaber
  • Forstå hvad der sker omkring dig
  • Vente på tur
  • Skrive, læse og regne
  • Have fornemmelse for hvor lang tid ting tager
  • at du bliver hurtig træt
  • at du hurtigt kommer til at kede dig
  • at du er følsom over for stimuli (lyde, lys)
  • at du let bliver afledt
  • at du føler dig rastløs
  • at du kan være impulsiv
  • at du har skiftet uddannelse, job eller partner rigtig mange gange
  • at du bliver hurtigt stresset

Ca. 3/4 af dem der får en ADHD-diagnose kæmper også periodevist med andre psykiske udfordringer. Disse kan være afledt af ADHD’en, og det er ofte disse udfordringer, som er grunden til, at man søger hjælp, fordi de fylder mest.

Det kan f.eks. være: Depression, angst, spiseforstyrrelse, lavt selvværd, adfærdsforstyrrelse, udfordringer med relationer, indlæringsvanskeligheder, misbrug, søvnforstyrrelser eller stressbelastningsreaktion.

ADD – “den stille ADHD”

Der findes også en type ADHD, hvor hyperaktivitet enten er fraværende eller mindre synlig, og hvor hovedproblemet ligger i opmærksomheden. Denne type kaldes ADHD med overvejende uopmærksomhed, tidligere kendt som attention deficit disorder (ADD). Hos personer med denne variant kan hyperaktiviteten vise sig som indre uro, såsom tankemylder eller en konstant følelse af mental stress, hvilket gør den mindre synlig for omverdenen. Derfor omtales den ofte som “den stille ADHD” og bliver ofte diagnosticeret senere i livet, da familie, lærere og pædagoger har sværere ved at identificere problemerne.

Som ved ADHD kan ADD variere fra person til person og have forskellige sværhedsgrader. Nogle mulige tegn på ADD inkluderer:

  • Let at blive distraheret af egne tanker, følelser og stimuli omkring dig.
  • Ofte misse detaljer og lave “sjuskefejl” eller omvendt, fortabe dig i detaljer på bekostning af helheden.
  • Være mentalt fraværende eller distræt under opgaver eller i sociale sammenhænge, f.eks. “zone ud” i samtaler.
  • Have svært ved at komme i gang med opgaver og gøremål.
  • Opleve vanskeligheder med at organisere, planlægge og skabe struktur.
  • Have problemer med tidsopfattelse.
  • Undgå aktiviteter, der kræver længere tids koncentration.
  • Opleve glemsomhed i dagligdagen, f.eks. glemme aftaler, tidspunkter og vigtige genstande som nøgler, telefon og pung.
  • Have svært ved at falde i søvn om aftenen, ofte på grund af indre tankemylder.

Den trætte hjerne

Personer med ADD rapporterer ofte, at deres største udfordringer ligger i at opretholde opmærksomhed og koncentration, hvilket gør det svært at holde et passende tempo og energiniveau i hverdagen. De beskrives ofte som “hypoaktive,” hvilket er det modsatte af hyperaktive.

Mange oplever, at det kræver betydelig energi at udføre rutineprægede dagligdagsopgaver, og de har vanskeligheder med at planlægge og fuldføre aktiviteter. Ofte får de at vide af deres omgivelser, at de er dovne eller ligeglade; men for mennesker med ADD handler trætheden om noget andet, og mange beskriver, at de har “en træt hjerne.”

Sådan forløber vores behandling, hvis du har ADHD

Som nævnt kan ADHD manifestere sig på mange forskellige måder, og vi mener, at der er lige så mange variationer af ADHD, som der er personer med diagnosen. Derfor vil vores samtaleforløb fokusere på at forstå din unikke ADHD og hvordan den påvirker dig, dine relationer og dine livsmål. Denne forståelse danner et vigtigt grundlag for, at vi sammen kan udvikle effektive strategier og redskaber, som kan hjælpe dig med at håndtere de udfordringer, der følger med ADHD.

Her er nogle eksempler på områder, hvor vi kan tilbyde hjælp og som vi har erfaring med at arbejde med, når man står over for udfordringer relateret til ADHD:

  • Har en mistanke om, at du kunne have ADHD
  • Netop er blevet diagnosticeret og godt kunne tænke dig at blive klogere på ADHD’en.
  • Længe har vidst, at du har ADHD, men at du oplever nogle vanskeligheder i dit liv nu, og gerne vil have nogle samtaler med en psykolog, som har en særlig viden om netop denne diagnose.
  • Er pårørende til en med ADHD og ønsker at få støtte/rådgivning/vejledning i forhold til din situation.

Hvorfor skal du vælge os til et ADHD forløb?

Uanset om det er dig selv eller en nær person, der oplever udfordringer med ADHD, er du velkommen her. Vi har omfattende erfaring og indsigt i, hvordan ADHD kan påvirke hverdagen, relationer samt studie- og arbejdsliv.

At få en ADHD-diagnose kan medføre mange følelser, og vi ønsker at skabe et trygt rum, hvor vi sammen kan udforske din ADHD og udvikle de strategier, der er nødvendige for dit liv. Vi mener, det er afgørende at arbejde sammen om dette, da forskellige strategier fungerer forskelligt for forskellige mennesker. Vores mål er at finde de metoder, der passer specifikt til dig.

Vi har indsigt i den unikke kognitive profil, som ADHD-hjernen besidder, og vi forstår de udfordringer, der kan opstå i et samfund, der er tilpasset flertallets hjerner. Derudover er vi opmærksomme på den ambivalens, der ofte følger med at modtage en diagnose – en blanding af sorg og lettelse.

Vi tilbyder forløb til dig, der…

  • Har en mistanke om, at du kunne have ADHD
  • Netop er blevet diagnosticeret og godt kunne tænke dig at blive klogere på ADHD’en.
  • Længe har vidst, at du har ADHD, men at du oplever nogle vanskeligheder i dit liv nu, og gerne vil have nogle samtaler med en psykolog, som har en særlig viden om netop denne diagnose.
  • Er pårørende til en med ADHD og ønsker at få støtte/rådgivning/vejledning i forhold til din situation.

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Hvad er symptomer på ADHD hos mænd?2024-11-05T10:53:08+01:00

De mere synlige symptomer som impulsivitet og hyperaktivitet ses hyppigere hos mænd end kvinder. Mænd med ADHD fremstår ofte mere aktive, udadreagerende og aggressive end kvinder. Disse psykologiske forskelle kan måske være med til at forklare, hvorfor de fleste hyperaktive børn med ADHD er drenge, og hvorfor der udredes langt flere drenge end piger i børnealderen.

Hvor piger med ADHD ofte vender deres følelser mere indad og kan udvikle depression og angst, har mændene en større tilbøjelighed til at håndtere deres svære følelser ved brug af f.eks. alkohol og stoffer og dermed i større risiko for at udvikle et misbrug.

Hvad er symptomer på ADHD hos kvinder?2024-11-05T10:52:41+01:00

Der er ikke noget, der tyder på, at der grundlæggende er forskel på mænd og kvinders ADHD, men der er nogle biologisk og kulturelle forskelle mellem de to køn, som kan have betydning for hvordan ADHD kommer til udtryk hos mænd og kvinder.

Kvinder med ADHD oplever oftere end mænd indre kaos og kan maskere deres symptomer. De kan have en tendens til at være mere stille og indadvendte med deres opmærksomhedsforstyrrelse med det resultat, at deres vanskeligheder ikke opdages eller at deres symptomer fejltolkes. Derfor bliver mange kvinder diagnosticeret senere i livet end mænd. Nogle kvinder med ADHD beskriver ligeledes, at de stiller meget høje krav til sig selv og oplever en stor grad af selvkritik.

Hvordan bliver man udredt for ADHD som voksen?2024-11-05T10:52:17+01:00

Voksne udredes for ADHD hos en psykiater eller en psykolog med speciale i testning og udredning. Man kan betale for dette selv og få det gjort i en privat klinik, eller man kan få en henvisning fra sin egen læge til en psykiater. Sidstnævnte er gratis, dog skal man regne med en meget lang ventetid.

Udredningsprocessen består som oftest af en grundig samtale om dine symptomer og vanskeligheder gennem livet, evt. med udtalelse eller deltagelse fra nære pårørende. Udover det vil psykiateren observere dig under samtalen (hvordan du sidder, taler, koncentrerer dig etc.) og give dig nogle spørgeskemaer, du skal svare på. Ud fra samtale, observation og skemaer vil psykiateren eller psykologen vurdere, om diagnosen skal gives.

Hvor arveligt er ADHD?2024-11-05T10:51:26+01:00

Der er en høj grad af arvelighed inden for ADHD. Tvillingestudier tilskriver genetiske faktorer 80% af årsagsforklaringerne ved ADHD. Det betyder, at en del forældre eller andre familiemedlemmer til børn og unge med ADHD selv har ADHD eller ADHD-lignende udfordringer.

Hvad er de tidlige tegn på ADHD?2024-11-05T10:50:44+01:00

Forældre og pårørende spørger ofte, hvordan man kan identificere ADHD i barndommen. Nogle af de tidlige tegn kan omfatte udfordringer med opmærksomhed og hyperaktivitet. Det kan være stærk motorisk uro, som kan være svær at styre, og impulsive handlinger og beslutninger. Det kan være udfordringer med at følge instruktioner, lytte efter og koncentrere sig om skolearbejde eller en leg i længere tid. Nogle forældre til børn med ADHD beskriver også, at barnet fra en meget tidlig alder havde svært ved at regulere sig, dvs. græd meget, havde svært ved at spise, svært ved at falde til ro og sove samt var særlig følsom over for stimuli fra syn, hørelse og berøring.

Børn uden ADHD kan også opleve ovenstående udfordringer i perioder af deres liv og de kan være helt normale for børn. I en udredningsproces er man derfor opmærksom på, at vanskelighederne skal have stået på i lang tid, og at de påvirker barnets funktionsniveau og optræder i flere områder af barnets liv f.eks. både i institutionen og hjemme.

Hvordan bliver man testet for ADHD?2024-11-05T10:50:22+01:00

Der er ikke en specifik test, scanning eller undersøgelse, der kan vurdere, om du har ADHD eller ej. Diagnosen bliver stillet på baggrund af en vurdering af de vanskeligheder du oplever, observation af dig samt en række spørgsmål, hvor du svarer på i hvor høj grad, du kender de ting, der er nævnt i skemaet. Diagnosen bliver stillet af en psykiater eller en psykolog med speciale i testning og udredning. 

Hvorfor får man ADHD?2024-11-05T10:49:52+01:00

Forskningen viser, at der er mange og komplekse årsager til, at ADHD udvikles, og at udviklingen involverer en interaktion mellem genetiske og miljømæssige faktorer. Der er en stærk arvelig komponent i udviklingen af ADHD, men også påvirkninger i graviditeten (rygning, alkohol, sygdomme) samt for tidlig fødsel, fødselsskader eller hovedtraumer menes at kunne spille en rolle for udviklingen.

Hvad står ADHD for?2024-11-05T10:49:29+01:00

ADHD står for Attention deficit hyperactivity disorder og er en neuropsykiatrisk lidelse, der giver børn, unge og voksne udfordringer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.

Der findes også en form for ADHD, hvor hyperaktiviteten er fraværende eller usynlig, og hvor det primært at opmærksomheden, der er udfordret. Denne kaldes ofte ”den stille ADHD” og bliver mange steder betegnet som ADD eller ADHD med overvejende forekomst af uopmærksomhed. Her har personen de samme opmærksomhedsvanskeligheder som ved ADHD, men hyperaktiviteten er fraværende eller foregår ofte på tankeplan i form af mental stress og tankemylder.

Vi er klar til at hjælpe dig

Go to Top