Om Ida
Jeg er autoriseret psykolog med en ph.d.-grad i psykiatri.
Siden 2010 har jeg arbejdet med børn, unge og familier. Jeg tilbyder udredning af problemer relateret til trivsel, udvikling og læring, såsom testning af kognitive færdigheder (IQ) og afklaring af psykiatriske udfordringer (ADHD, OCD, autisme, depression og angst). Desuden tilbyder jeg støttende samtaler og rådgivning.
Som forælder er man utroligt sårbar, når ens barn mistrives. Det er en stor tillidserklæring at bede en psykolog om hjælp, og jeg møder jer med omsorg, respekt og faglighed.
Ydelser
Jeg tilbyder kognitive test og udredningsforløb af børn og unge. Kognitive test laves også på voksne. Ved behov følger jeg jer med vejledning og støttende samtaler i tiden efter en udredning, også når undersøgelsen skal deles med jeres netværk og barnets behov formidles til f.eks. skolen.
Er du i tvivl om hvad dit barn har brug for, kan du også booke en tid til screening. Her kan jeg, med afsæt i min mangeårige erfaring, pege jer i den retning som vil være til bedst gavn for jer som familie.
Jeg holder til i Psykologhuset Enigma i Bagsværd.

Erfaringer
Gennem mere end 10 år har jeg specialiseret mig i:
- Udredninger af børn og unge, der skal afklare årsager til dårlig trivsel og udvikling
- Støttende samtaler til børn, unge og forældre
- Rådgivning af forældre og fagprofessionelle
- Forskning, formidling og undervisning
Ved siden af mit arbejde hos Psykologhuset Enigma er jeg tilknyttet Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion som forsker, og Københavns Universitet som ekstern lektor. Tidligere ansættelser inkluderer Rigshospitalets Børne- og Ungeafdeling (neuropsykolog), Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg (psykolog) og Københavns Universitet (ph.d.-studerende).
Efteruddannelse
Jeg har en ph.d.-grad i psykiatri fra 2016, og er i sidste fase af min specialistuddannelse i klinisk neuropsykologi med børn og unge under Dansk Psykologforening.
Jeg holder mig fagligt opdateret ved løbende at tage relevante kurser i psykologisk udredning og behandling, ligesom jeg deltager i faglig sparring.