Om Camilla
Jeg tilbyder terapi med udgangspunkt i dig og det, du står i. Jeg har erfaring med blandt andet depression, angst, stress, sorg og livskriser – herunder særlig interesse og erfaring med forældre, der har mistet deres barn i graviditeten og senere.
I samtalerne lægger jeg vægt på at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor der er plads til hele dig – med alt hvad der følger med af følelser som sorg, frygt, kærlighed, skyld og vrede.
Mange oplever, at det i sig selv kan være en lettelse at få sat ord på det, der er svært – og ikke skulle stå alene med det. Sammen kan vi arbejde på at skabe større forståelse, finde nye måder at håndtere det svære på og stille og roligt finde fodfæste igen.
Værdier
Noget af det, der er vigtigst for mig, er, at du føler dig mødt – ikke vurderet eller analyseret på afstand, men mødt som det menneske, du er. Jeg ved, at det kan kræve mod at række ud, og derfor lægger jeg vægt på at skabe et roligt og trygt rum, hvor du kan sænke skuldrene lidt.
I vores samtaler er der plads til det hele. Det, der gør ondt, det der er svært at forstå, og det der måske er svært at sige højt – men også det, der stadig rummer håb, kærlighed eller længsel. Vi tager udgangspunkt i det, der fylder for dig, og bevæger os i et tempo, der passer til dig.
Tilgang
Når du kommer hos mig, møder jeg dig først og fremmest som det menneske, du er – ikke som et problem, der skal “løses”. Jeg tror på, at vi alle er forskellige. Derfor tilpasser jeg altid min tilgang til dig og din situation. Nogle gange har du måske brug for konkrete redskaber, andre gange at mærke dig selv bedre eller få sat ord på noget, der kan være svært eller finde nye måder at være i det, der ikke kan ændres. Sammen finder vi ud af hvad der giver mening i din situation.
I mit arbejde trækker jeg på forskellige evidensbaserede terapiretninger og integrerer metoder fra blandt andet kognitiv adfærdsterapi (CBT), løsningsfokuseret terapi, dialektisk adfærdsterapi (DAT), acceptance and commitment therapy (ACT) samt emotionsfokuseret terapi – men altid med fokus på, at det skal være brugbart og give mening for dig.
Erfaringer
Jeg har gennem det meste af mit arbejdsliv arbejdet med børn, unge og voksne – primært som psykolog, men også som underviser og leder. Jeg har erfaring med at arbejde med voksne i psykiatrien samt fra PPR, hvor jeg har arbejdet med børn, unge og familier. Derudover er jeg frivillig sorggruppeleder hos Dansk Center for Familier og Sorg.
Fælles for mit arbejde er mødet med mennesker i sårbare og livsforandrende situationer. Jeg har særligt arbejdet med sorg, kriser og de følelsesmæssige reaktioner, der kan følge med.
Jeg har også en baggrund som skuespiller, hvilket jeg oplever giver mig en særlig opmærksomhed på det, der kan være svært at sætte ord på – og en åbenhed over for forskellige måder at udtrykke sig på.
Privat er jeg gift og mor til 2 småbørn og 1 skolebarn.
Efteruddannelse
Et kort relevant uddrag af mine kurser

